Trump afviser at betale for Prins Harry og Meghans beskyttelse

    USA’s præsident, Donald Trump, fastslår søndag, at Prins Harry og Meghan selv må betale for beskyttelse i USA.

    Det skriver præsidenten på Twitter søndag.

    Det royale par fløj fra deres nye residens i Canada til Los Angeles i USA for angiveligt at bo der permanent, lige før at grænserne blev lukket mellem de to lande grundet coronavirusset.

    – Jeg er en god ven og beundrer af Dronningen (Elizabeth II, red.) og Storbritannien.

    – Det blev beskrevet, at Harry og Meghan, der forlod Storbritannien, ville flytte permanent til Canada. Nu har de forladt Canada for USA, men USA vil ikke betale for deres sikkerhed. De skal betale!, skriver Donald Trump på Twitter.

    Tidligere på året rystede parret den royale britiske familie, da de meldte ud, at de ikke længere ønskede at repræsentere det britiske monarki og i stedet vil leve et uafhængigt liv.

    Prins Harry og Meghan, der har titlen af hertug og hertuginde af Sussex, vil træde tilbage fra deres royale pligter 31. marts.

    Meghan er vokset op i Los Angeles, hvor hendes mor stadig bor.

    /ritzau/AFP