Motionsløbere får forbud mod at løbe i Frederiksberg Have

    Motionsløbere på Frederiksberg og i København skal den kommende tid springe Frederiksberg Have over og i stedet løbe en tur i eksempelvis Søndermarken, hvor der er mere plads.

    Det er opfordringen fra Slots- og Kulturstyrelsen, Frederiksberg Kommune og Københavns Politi, som fredag indfører forbud mod løbere i haven.

    Ifølge Niels Mellergaard, der er slotshavechef i Slots- og Kulturstyrelsen, kommet forbuddet på baggrund af det store antal gæster i haven.

    – Vi oplever i disse tider, at rigtig mange frederiksbergere og københavnere har stor glæde af at benytte det grønne frirum, som Frederiksberg Have er.

    – Men vi kan også konstatere, at det øgede pres her og nu ikke er foreneligt med de mange motionsløbere på de smalle stier, for vi skal alle følge myndighedernes anvisninger om at holde to meters afstand til hinanden, siger han i meddelelsen.

    Derfor har styrelsen sat skilte op ved alle indgange til Frederiksberg Have. Og i løbet af dagen vil havens vagter sammen med parkeringsvagter fra Frederiksberg Kommune gøre gæsterne opmærksomme på de nye tiltag, lyder det.

    /ritzau/