Der er privathospitaler rundt om i landet, som ligger inde med vigtigt udstyr, der kan bruges til at bekæmpe coronavirus i Danmark.
Derfor har Sundhedsstyrelsen givet et påbud til privathospitaler med beholdning af anæstesiapparater og respiratorer om, at de skal lukke delvist for en periode.
Det viser et dokument fra Sundhedsstyrelsen til foreningen af danske sundhedsvirksomheder, Sundhed Danmark, som TV2 er i besiddelse af.
I stedet skal al materiale stilles til rådighed for det offentlige sygehusvæsen i forbindelse med coronaudbruddet.
Ifølge dokumentet skal alle operationer og behandlinger på de pågældende hospitaler indstilles fra lørdag 28. marts.
Derudover skal alle respiratorer og anæstesiapparater stilles til rådighed for det offentlige sundhedsvæsen fra 30. marts.
Sundhedsstyrelsen har derudover anmodet om, at anden kapacitet, mandskab og værnemidler stilles til rådighed.
/ritzau/











