Lavprisflyselskabet Norwegian har sikret sig opbakning til at få del i en redningspakke for flysektoren, som den norske stat i sidste uge fremlagde.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
To nordiske banker har stillet en garanti på 10 procent af de 300 millioner norske kroner (180 millioner danske kroner), som er første del af redningspakken.
Det var et krav fra de norske myndigheder, at private aktører stillede med en garanti på 10 procent, hvis Norwegian skulle have hjælp.
Ifølge det norske erhvervsmedie E24 vil der blive stillet yderligere 1,2 milliarder norske kroner i garanti, hvis Norwegian kan få lettelser i renter og afdrag fra kreditorerne. Det skriver NTB.
Alt i alt kan halvdelen af de seks milliarder norske kroner, som hjælpepakken indeholder, gå til Norwegian.
Den norske stat kunne i torsdags fortælle, at den var klar med en hjælpepakke til luftfartssektoren, der har været særdeles hårdt ramt af det globale udbrud af coronavirus.
Norwegian holder i øjeblikket størstedelen af sine fly på jorden og har midlertidigt sendt ni ud af 10 ansatte hjem. Selskabet sagde inden pakken, at der var brug for finansiering inden for uger – “ikke måneder”.
Allerede før coronaudbruddet var Norwegian hårdt presset økonomisk.
Også SAS har fået del i lånegarantierne fra den norske stat – her på en fjerdedel af de samlede garantier.
Norwegian er i fin form på børsen i Oslo tirsdag morgen, hvor aktien stiger 9,2 procent, skriver Ritzau Finans.
/ritzau/











