Minister: Myndigheder skulle have forberedt sig bedre

    De danske sundhedsmyndigheder burde have været bedre forberedt på coronaudbruddet, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag i P1 Morgen.

    – Man kan konstatere, at hver eneste anbefaling, der er kommet fra sundhedsmyndighederne om at gøre noget, har vi leveret på fra Christiansborg, et enigt Folketing, men vi har jo også, et enigt Folketing plus regeringen, bygget ovenpå, siger Magnus Heunicke.

    – Eksempelvis hasteloven, som blev vedtaget, mente sundhedsmyndighederne ikke, at der var evidens for, og at det var nødvendigt at gå så vidt på det tidspunkt. Men jeg er da meget glad for, at vi havde is i maven og det mod, der skulle til, for at handle netop fordi tid er så kritisk en faktor.

    – Det havde da været langt lettere at træffe beslutninger, hvis der var en entydig indstilling fra sundhedsmyndighederne om at gøre det.

    /ritzau/