VM-arrangør i atletik tilbyder at give plads til OL

    For at give plads til OL i Tokyo, hvis sommerlegene skal udskydes fra 2020 til 2021, tilbyder arrangør nu at rykke atletik-VM i august 2021 til en anden dato.

    Det meddeler Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, mandag aften.

    VM i atletik står til at skulle afvikles i Oregon i USA fra 6. til 15. august 2021.

    Det ville skabe bøvl, hvis OL ender med at skulle udskydes et år og derved vil ramle ind i nogenlunde samme dato.

    Men hvis de olympiske lege i Japan skal udskydes fra sommeren 2020 til sommeren 2021, vil man gerne skubbe verdensmesterskaberne i atletik til en anden dato.

    – World Athletics har allerede talt med arrangørkomitéen i Oregon for at se på muligheden for at give de olympiske lege plads, lyder det fra forbundet.

    Arrangørerne i Eugene i Oregon har ført samtaler med nøgleaktører, og de er enige om, at de vil forsøge at finde en anden dato til atletik-VM, hvis det skulle blive nødvendigt.

    – Organisationskomitéen Oregon 21 er klar over muligheden for, at datoen for VM i atletik skal ændres, hvis OL i 2020 bliver udskudt til sommeren 2021, oplyser VM-arrangøren.

    Endnu er der ikke taget en endelig beslutning om at udskyde OL i Tokyo.

    /ritzau/