Banker vil hjælpe coronaramte selskaber og privatkunder

    Regeringen har lavet en fælleserklæring med den finansielle sektor om at lave flere tiltag, der skal hjælpe coronaramte virksomheder og privatkunder.

    Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

    Hjælpen vil blandt andet ske gennem adgang til statsgaranterede lån for virksomheder, tilbud om afdragsfrihed, henstand for privatkunders lån eller hjælp med kassekreditter.

    Det skal ske på rimelige vilkår, der samlet set ikke forringer kundens økonomiske situation, lyder det i pressemeddelelsen.

    Erklæringerne indebærer derudover at, bankerne i lyset af den alvorlige situation genovervejer deres udbyttebetalinger.

    – Under finanskrisen holdt samfundet hånden under bankerne. Nu er vi i en coronakrise, og her skal bankerne holde hånden under samfundet.

    – Under gode, sunde virksomheder og danskere, der er kommet i klemme. Det mener jeg også, at de har en forpligtelse til at gøre, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

    Regeringen har lavet fælleserklæringen med Finans Danmark, der repræsenterer den finansielle sektor i Danmark, herunder bankerne.

    /ritzau/