Superligaen er suspenderet på ubestemt tid

    Dansk klubfodbold er suspenderet på ubestemt tid. Det gælder Superligaen, 1. division og 2. division. Det meddeler Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

    I forvejen var Superligaen sat på pause i to uger. Det skete for en uge siden på grund af udbruddet af coronavirus.

    – Turneringerne suspenderes, og mens dansk fodbold – og en meget stor del af resten af Danmark – er sat på standby, så arbejdes der intenst på forskellige scenarier for afvikling af turneringerne, skriver Divisionsforeningen.

    Når myndighederne åbner op for, at der igen kan afvikles fodboldkampe, er planen, at der skal spilles fodbold igen så hurtigt som muligt.

    Tirsdag blev EM skubbet fra sommeren 2020 og et år frem, og det giver de nationale turneringer mere plads til afvikling, når det bliver muligt at spille fodbold.

    Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, kalder udskydelsen af EM “vanvittig ærgerlig”, men det kan måske ende med at være positivt for Superligaen.

    – Beslutningen har givet ekstra plads til, at de nationale ligaer og de europæiske klubturneringer kan blive spillet færdige.

    – Samtidig arbejder vi på og ud fra, at alle datoer nu er til rådighed for afvikling af nationale kampe – ligesom de europæiske klubturneringer kan afvikles på nationale datoer, siger Claus Thomsen.

    Han understreger, at man vil gøre alt for at få spillet alle kampe i denne sæson – også selv om det giver et sammenpresset program.

    – Så selv om vi nu suspenderer turneringerne på ubestemt tid, så gør vi alt for at være klar igen, så snart det er muligt.

    – Målet er at få turneringerne afviklet inden 30. juni, men om nødvendigt kan der også blive spillet enkelte kampe på den anden side af den dato.

    – Turneringerne skal afgøres, så vi kan få sat gang i en ny sæson, og dermed få genstartet fodboldens økosystem i sæsonen 2020/21, siger Claus Thomsen.

    /ritzau/