Canadas premierminister, Justin Trudeau, og hans hustru går i karantæne.
Det oplyser Trudeau i en pressemeddelelse.
Beslutningen er truffet, efter at hustruen, Sophie Gregoire-Trudeau, har udvist symptomer på forkølelse. Hun bliver derfor testet for coronavirus.
Hun har udvist symptomer, siden hun for nylig vendte hjem fra Storbritannien.
For at være på den sikre side vil premierministeren deltage i “briefings, telefonopkald og virtuelle møder hjemmefra”, lyder det i meddelelsen.
Trudeau har desuden aflyst et møde med lederne af Canadas provinser og territorier. Han planlægger dog stadig at tale med dem over telefon om de tiltag, der tages i Canada for at inddæmme spredningen af coronavirus.
I Canada er der hidtil registreret omkring 150 smittetilfælde i seks provinser og et enkelt dødsfald.
De fleste tilfælde kan spores tilbage til Kina, Iran, Italien eller Egypten.
Men flere personer, der er vendt hjem fra USA, er også blevet testet positive for virusset, oplyser de canadiske myndigheder.
/ritzau/AFP











