Over tusind er døde af coronavirus i Italien

    Italien har nu over 1000 døde på grund af coronavirus. I alt er 1016 mennesker omkommet af sygdommen Covid-19, viser tal offentliggjort torsdag.

    I det seneste døgn er der konstateret 189 nye dødsofre, siger Italiens beredskabsmyndigheder. Det er en stigning på 23 procent i forhold til dagen inden.

    Det samlede antal smittede er steget til 15.113 fra 12.462 dagen inden – en stigning på næsten 22 procent.

    Af de patienter, der har været smittet, er 1258 kommet sig fuldstændigt.

    Omkring 1153 mennesker er indlagt i intensiv behandling. Det er en stigning i forhold til de 1028, der blev oplyst onsdag.

    På trods af de dystre tal er der en vis optimisme hos udenrigsminister Luigi Di Maio.

    – Italien var det første land i Europa, der blev hårdt ramt. Vi håber, at det kan betyde, at vi også vil være det første, der igen kommer ud af den her situation, siger han i et interview med britiske BBC.

    Italien er det land i Europa, som er hårdest ramt af coronavirus. Det er samtidigt fra Italien, at smitten har spredt sig til mange andre europæiske lande.

    Flere af de smittede i Danmark er blevet smittet under ferie i Italien eller af andre, der har været i Italien.

    Onsdag meddelte premierminister Giuseppe Conte, at alle butikker undtagen fødevarebutikker og apoteker skal lukkes.

    – Vi lukker forretninger, barer, pubber og restauranter. Hjemmelevering er tilladt, sagde den italienske premierminister i en tale til nationen.

    Store virksomheder såsom fabrikker kan fortsat holde åbent, men skal dog tager en række sikkerhedstiltag for at inddæmme smitte.

    Tiltagene gælder ligesom i Danmark i foreløbigt to uger.

    Italien har i forvejen lukket skoler og arbejdspladser ned over hele landet. Der er også indført vidtrækkende restriktioner på rejser og transport. Disse tiltag gælder foreløbig indtil 3. april.

    /ritzau/Reuters