36-årig angriber sikrer point mod AC Milan


    Sæsonen 2015/16 tegner til at blive endnu en til glemmebogen for det fordums storhold AC Milan.

    Lørdag aften spillede holdet 2-2 ude mod Empoli efter en kamp, hvor en tidligere Milan-spiller sikrede det ene point til hjemmeholdet.

    AC Milan kom foran efter otte minutter, da holdets topscorer, Carlos Bacca, lavede sit tiende ligamål i sæsonen.

    Den colombianske angriber blev sendt afsted med en aflevering, og han udplacerede Empolis målmand med et fladt skud.

    Hjemmeholdet svarede igen efter 32 minutter, da Piotr Zielinski udlignede til 1-1.

    Polakken sendte bolden mellem benene på Milans blot 16-årige målmand, Gianluigi Donnarumma.

    Milan tog føringen endnu en gang, da Giacomo Bonaventura scorede til 2-1 tre minutter inde i anden halvleg.

    Han udnyttede riposten efter en mislykket aktion fra en Empoli-spiller, der forsøgte at sende bolden ud af eget straffesparksfelt.

    Empoli fik alligevel et point ud af kampen, da Massimo Maccarone udlignede til 2-2 efter en times spil.

    Den 36-årige angrebsveteran, der tilbage i 2002 opnåede to A-landskampe for Italien, scorede på riposten, efter at Gianluigi Donnarumma havde halvklaret en afslutning.

    Det var Massimo Maccarones niende ligamål i sæsonen, og han er Empolis topscorer.

    Han havde tidligt i sin karriere et ophold hos netop AC Milan.

    Med resultatet ligger Milan nummer seks i den italienske Serie A med 33 point for 21 kampe.

    Empoli er nummer otte med 32 point.

    /ritzau/