Japan aflyser en række rugbykampe i landet af frygt for coronavirus.
Arrangørerne i Japan meddeler onsdag, at de ikke kan garantere en sikker afvikling af Asia Sevens Invitational, som stod til at blive spillet 25. og 26. april.
– Da den nye coronavirus spreder sig over hele verden, er vi ikke i stand til at garantere, at turneringen kan afholdes sikkert på dette tidspunkt, oplyser Japans rugbyforbund.
I Hongkong og Singapore besluttede man allerede i midten af februar at udsætte rugbykampene i samme serie, der har navnet World Rugby Sevens Series 2020.
Rugbykampene i Singapore og Hongkong er blevet udskudt til oktober. Det vides endnu ikke, om rugbykampene i Japan skal spilles på et senere tidspunkt.
Rugbykampene i Japan er blot de seneste af en række udsættelser og aflysninger i landet, som senere på året står til at skulle være vært for sommer-OL.
Tirsdag besluttede Japan også at aflyse en række kampe i kørestolsrugby, der skulle spilles fra 12. til 15. marts.
Træningen af frivillige forud for sommerlegene er også udskudt, mens skoler og større begivenheder ifølge Japans regering er i fare for midlertidige lukninger.
Mere end 90.000 personer er smittet med coronavirus i verden, og over 3100 er døde.
De fleste smittede og døde kommer fra Kina, hvor virusset menes at være opstået. Siden er det spredt til mere end 70 lande i hele verden.
OL i Japan skal efter planen løbe af stablen fra 24. juli til 9. august.
Skulle det ske, at virusset ender med at forhindre OL-afviklingen til sommer, så er der ifølge OL-minister Seiko Hashimoto mulighed for at rykke begivenheden.
– Kontrakten lyder, at legene skal afholdes i 2020. Det kan godt tolkes som om, der er mulighed for en udsættelse, sagde han tirsdag ifølge Reuters.
/ritzau/









