Ni personer er omkommet ved en eksplosion i en boligblok i Egyptens hovedstad, Kairo. Blandt de omkomne er seks politifolk, der var del af en aktionsstyrke, som eftersøgte militante oprørere.
En bombe eksploderede, da politiet slog til mod en lejlighed i en forstad til Kairo, siger kilder i den egyptiske sikkerhedstjeneste ifølge nyhedsbureauet AFP. Angiveligt blev lejligheden benyttet som skjulested for islamistiske oprørere.
Det egyptiske indenrigsministerium oplyser i en skriftlig erklæring, at eksplosionen skete i forbindelse med, at sikkerhedsstyrker forsøgte at demontere en sprængladning, der var placeret i lejlighedskomplekset.
– Politiet havde informationer om, at en gruppe medlemmer af Det Muslimske Broderskab forberedte voldelige aktioner de kommende dage med brug af sprængstoffer og hjemmelavede bomber, oplyser ministeriet.
Ti personer kom til skade, da bomben gik af, oplyser kilderne.
Militante islamister har optrappet angreb på egyptiske soldater og politi, efter at militæret i 2013 fjernede præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab efter store folkelige protester mod Mursis styre. Civile er også blevet dræbt.
Sent onsdag angreb bevæbnede mænd en kontrolpost i den nordlige del af Sinai-halvøen og dræbte fem politifolk. En gruppe, der sympatiserer med Islamisk Stat, har påtaget sig skylden for angrebet.
Mandag ventes der store demonstrationer i Kairo i forbindelse med, at det er fem år siden, at massedemonstrationer mod Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak begyndte i Kairo.
Den nuværende præsident, tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi, har advaret befolkningen om at tage del i nogen former for demonstrationer på femårsdagen.
/ritzau/AFP