Valle d’Aosta føjes nu til de regioner i Norditalien, som Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til.
Det fremgår af ministeriets rejsevejledning, der er blevet opdateret tirsdag aften.
Allerede mandag frarådede ministeriet ikke-nødvendige rejser til regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto.
Dermed frarådes ikke-nødvendige rejser nu til fem regioner i Norditalien.
Ministeriet begrunder ændringen med et forsigtighedsprincip, da der har været en stor stigning i antallet af smitte med coronavirus i regionerne.
I alt ti danskere er nu smittede med coronavirus. Ni af de ti tilfælde er konstateret hos patienter, der enten har været i det nordlige Italien eller har været i kontakt med nogen, der har.
Af samme årsag skal al sundhedspersonale, der har været i Norditalien eller andre områder med mange coronasmittede, blive hjemme fra arbejde i 14 dage efter hjemkomsten til Danmark.
Det gælder også, selv om de ikke har haft symptomer på smitte.
De danske sundhedsmyndigheder råder alle andre danskere, der har været i de berørte områder, til at tage de samme forholdsregler. Det er dog kun et egentligt krav for sundhedspersonale.
Italien er det land i Europa, hvor flest personer er smittet med virusset.
Ifølge den seneste opgørelse fra det amerikanske universitetshospital John Hopkins er der nu konstateret 2502 smittede i Italien. 79 er døde som følge af sygdommen.
/ritzau/











