Russeren Maria Sharapova er klar til fjerde runde, hvilket svarer til ottendedelsfinalen, i grand slam-turneringen Australian Open.
Fredag morgen dansk tid banede hun vejen dertil, da hun slog amerikaneren Lauren Davis med 6-1, 6-7, 6-0. Det var 28-årige Sharapovas sejr nummer 600 på WTA-touren.
Efter en sikker sejr i første sæt førte Sharapova med 2-0 i andet sæt, og kampen syntes at blive hurtig overstået. Men så løftede amerikaneren, der er nummer 103 i verden, sit spil og fremtvang en tiebreak i sættet.
Tiebreaken vandt Lauren Davis med 7-5, og så skulle spillerne ud i et afgørende tredje sæt.
For at blive klar til sættet gik Sharapova i omklædningen og skiftede tøj.
Det hjalp tilsyneladende, for femteseedede Sharapova viste atter og klassen, og på ydmygende vis uddelte hun et æg med sætsejr 6-0.
– Jeg skiftede mit tøj til noget, der føltes lettere, og det fik mig til at bevæge mig bedre. Det er alt, jeg kan sige om den sag, siger Sharapova.
I fjerde runde møder hun det schweiziske teenagetalent Belinda Bencic, der i sin kamp i tredje runde slog Kateryna Bondarenko fra Ukraine 4-6, 6-2, 6-4.
Bencic er 12.-seedet i Australian Open.
/ritzau/