Bendtner kan blive indskifter under Hareide


    Nicklas Bendtner har været vant til at starte inde på det danske fodboldlandshold, men sådan bliver det måske ikke i fremtiden under landstræner Åge Hareide.

    Direkte adspurgt nævner nordmanden ikke Bendtner som en af landsholdets bærende spillere. I stedet peger han på Kasper Schmeichel, Daniel Agger, Simon Kjær og Christian Eriksen.

    – Han (Bendtner, red.) må spille mere. I de store ligaer er det svært at spille alle kampe, og det er ikke en pointe for mig, at han skal det, men jeg siger, at han må spille noget.

    – Det er svært at komme ind i vigtige kvalifikationskampe for Danmark, hvis man ikke har spilletid i benene, siger Åge Hareide ifølge Jyllands-Posten.

    Det kan give Bendtner en jokerrolle.

    – Han har en evne til at score mål, men skal han spille 90 minutter? Nej, måske ikke. Måske skal han spille 20 minutter og være frisk der. Måske 10 minutter. Måske 45. Jeg ved det ikke endnu, men nu må jeg se, og jeg må tage det med ham, siger Hareide til avisen.

    Nordmanden siger videre, at han ikke synes, at Bendtners arbejdskapacitet er stor nok i de perioder, hvor han ikke får regelmæssig spilletid.

    Han mener dog, at det er sandsynligt, at Bendtner bliver udtaget til landsholdssamlingen i marts forud for kampene mod Island og Skotland.

    Som et alternativ til Wolfsburg-angriberen peger Hareide på en mere bevægelig type som Yussuf Poulsen, der under Morten Olsens trænergerning blev benyttet som kantspiller på landsholdet.

    /ritzau/