Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er fredag eftermiddag i samråd i Udvalget for Landdistrikter og Øer i Folketinget.
Det er Enhedslisten, som har indkaldt ministeren til at svare på spørgsmål om udflytningen af 3900 statslige arbejdspladser.
Regeringen har sat 400 millioner kroner af til udflytningen i 2016, men der er sat spørgsmålstegn ved, om det er nok.
Henning Hyllested, der er Enhedslistens landdistriktsordfører, tvivler på, om beløbet er nok, og han forventer svar fra Claus Hjort Frederiksen.
– Finansministeren har siden 7. januar haft kendskab til ministeriernes vurdering af udgifterne ved at udflytte arbejdspladser. Det er helt uacceptabelt, at Claus Hjort Frederiksen ikke allerede har lagt tallene frem.
– Jeg forventer, tallene kommer på bordet på samrådet, da ministeren jo ikke kan forholde Folketinget oplysningerne, siger Hyllested.
– I Enhedslisten er vi bekymrede for medlemmerne af de faglige organisationer, som rammes af udflytningerne.
– Vi frygter, at hvis udflytningen er underfinansieret, bliver det styrelser og råd, der selv skal finde pengene på deres i forvejen stramme budgetter med fyringer og nedskæringer til følge, siger han.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har over for Ritzau tidligere på ugen udtalt, at regningen for flytningen fra København til andre byer i landet kan blive højere end forventet. Han ville dog ikke give noget tal.
– Jeg mangler stadig det overblik, vi får med implementeringsplanerne. Og der skal jo både regnes på udgifter og indtægter – for vi kan jo eksempelvis få frigjorte lejemål her i København.
– Men vi har sagt, at vi arbejder med 400 millioner kroner i 2016, og så må vi se på, om der er yderligere behov i 2017 og frem, sagde Troels Lund Poulsen.
Samrådet med Claus Hjort Frederiksen begynder klokken 14.30.
/ritzau/