Australiens centralbank har tirsdag sænket sin toneangivende rente til et rekordlavt niveau.
Den lavere rente skal ses i lyset af det virusudbrud i Kina, som har spredt sig til omkring 70 lande, og er begyndt at påvirke den økonomiske aktivitet i blandt andet Australien.
I en kortfattet udtalelse efter tirsdagens beslutning siger centralbankens chef, Philip Lowe, at udbruddet af coronavirus har en “betydelig” negativ indvirkning på Australiens økonomi.
Han tilføjer, at det er vanskeligt at forudse omfanget af den negative effekt og i hvor lang tid, det vil vare.
Og derfor har Reserve Bank of Australia (RBA) sat den såkaldte kontantrente ned til 0,5 procent.
Dermed bliver det billigere for de kommercielle banker at låne penge i centralbanken. Det burde således også blive billigere for australierne at låne penge i deres banker.
På den måde kan centralbanken bruge kontantrenten til at dæmpe eller stimulere forbruget og økonomien.
I Australien er især turist-, transport-, service- og detailsektoren hårdt ramt af virusudbruddet i Kina, fordi styret i Kina har indført et forbud mod grupperejser til udlandet.
Årligt besøger omkring én million kinesere Australien, og de er blandt de udenlandske besøgende, som i snit bruger flest penge på deres ferier i landet.
Desuden er Kina den største importør af råvarer fra Australien som kul og jernmalm.
Mandag advarede Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) om, at virusudbruddet kan kaste den globale økonomi ud i en nedtur, der ikke er set magen til, siden den verdensomspændende finanskrise for over ti år siden.
Tirsdag skal G7-landenes finansministre og centralbankdirektører på en telekonference diskutere foranstaltninger mod virusudbruddet og de tiltagende økonomiske problemer i kølvandet af udbruddet.
/ritzau/











