Arsenal svarer tilbage på chokexit med FA Cup-sejr

    Fire dage efter det uventede Europa League-exit i sidste minut fik Arsenal-spillerne lidt at smile af.

    Mandag aften spillede London-klubben sig videre til kvartfinalen i verdens ældste fodboldturnering, FA Cuppen.

    På udebane mod Portsmouth fra den tredjebedste række vandt Arsenal med 2-0. Sejren på Fratton Park blev sikret med en scoring lige før og lige efter pausen.

    Det eneste malurt i Arsenal-bægeret var, at krigeren Lucas Torreira måtte udgå skadet efter et kvarter.

    Fra sommeren 2003 og syv sæsoner frem spillede Portsmouth i den bedste engelske række. I den periode kunne klubben også putte sit andet FA Cup-trofæ ind i pokalskabet, der også byder på to engelske mesterskabspokaler.

    Siden nedrykningen i sommeren 2010 fulgte en række økonomiske problemer, der nær tog livet af klubben. Efter i alt tre nedrykninger på fire sæsoner var klubben pludselig at finde i den fjerdebedste engelske række i sommeren 2013.

    En sammenslutning af klubbens fans reddede den fra konkurs og fik gjort driften stabil. Sportsligt er klubben også i fremgang efter årene med nedtur på nedtur. Portsmouth er aktuelt en seriøs bejler til at rykke op i den næstbedste række.

    Oprykningsmuligheden kan klubben også kaste alle sine kræfter ind på efter mandagens nederlag til et reservepræget Arsenal-mandskab.

    I tillægstiden af første halvleg gik den ikke længere for det hårdt kæmpende, men overmatchede hjemmehold. Den græske forsvarsspiller Sokratis Papastathopoulos sparkede flot et indlæg i nettet.

    I begyndelsen af anden halvleg scorede Edward Nketiah til 2-0 tæt under mål.

    Herfra formåede Arsenal at gøre det, som klubben ikke magtede hjemme mod Olympiakos i torsdags: at køre sejren hjem.

    De resterende ottendedelsfinaler i FA Cuppen spilles tirsdag, onsdag og torsdag.

    /ritzau/