Over 500 migranter er søndag kommet sejlende til de græske øer Lesbos, Samos og Chios, oplyser en kilde i græsk politi.
Det kommer, efter Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har erklæret de tyrkiske grænser mod Europa for åbne.
Mindst syv både med over 300 migranter om bord har nået Lesbos. Andre 150 er sejlet til Chios.
Ifølge politikilden er der stadig en trafik i gang i området søndag formiddag.
Der har siden fredag også været pres landegrænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Lørdag forsøgte flere tusinde migranter at komme over grænsen til Grækenland. Men de blev presset tilbage af græsk politi, der skød med tåregas.
I forvejen opholder et stort antal migranter sig på de tre græske øer i overfyldte lejre. De håber på at kunne komme længere nordpå i Europa. Men der er ikke politisk vilje i EU til at tage imod dem.
/ritzau/Reuters











