USA ønsker at være ude af Afghanistan om 14 måneder

    USA vil arbejde efter at trække alle sine soldater ud af Afghanistan “inden for 14 måneder”, fremgår det af fredsaftalen med Taliban.

    Det fremgår af en fælles erklæring udsendt i Kabul af den afghanske regering og USA.

    Det forudsætter, at Taliban overholder fredsaftalen.

    Der er i dag godt 13.000 amerikanske soldater i Afghanistan. De skal ifølge aftalen reduceres til 8600 soldater i løbet af 135 dage regnet fra lørdag.

    USA og dets partnere “vil afslutte tilbagetrækningen af deres tilbageværende styrker i Afghanistan inden for 14 måneder … og vil trække alle deres styrker hjem fra de tilbageværende baser”.

    Det vil i så fald betyde, at også de godt 150 danske soldater i Afghanistan skal være ude af landet inden april næste år.

    Fredsaftalen vil lørdag eftermiddag blive underskrevet ved en ceremoni i Doha i Qatar. Her der mødt en delegation op for Taliban i Afghanistan. USA er repræsenteret af udenrigsminister Mike Pompeo.

    Der har været massive amerikanske styrker i Afghanistan siden 2001.

    /ritzau/AFP