Politiet løslader tre mænd i sag om skud mod teenager

    Politiets mistanke er ikke stærk nok, og derfor er tre anholdte mænd lørdag blevet løsladt i en sag om et skyderi i Køge.

    Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Mændene blev anholdt under en større politiaktion torsdag morgen og fremstillet i grundlovsforhør senere samme dag i Retten i Roskilde.

    Her valgte en dommer at opretholde deres anholdelser i tre døgn.

    Men efter to dage er politiet altså kommet frem til, at der ikke er grundlag for, at de fortsat skal være i ordensmagtens varetægt.

    De tre blev – sammen med yderligere fire personer – sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et skyderi i Køge 21. januar.

    Her blev en 17-årig dreng ramt af skud i ryggen, men han overlevede.

    De fire andre mistænkte blev også stillet for en dommer torsdag og blev efterfølgende varetægtsfængslet.

    Politiets aktion omfattede en række anholdelser og ransagninger i Køge-området og blev begrundet med to skudepisoder.

    Dels skyderiet 21. januar, som gik ud over en 17-årig dreng, og dels et skyderi, der fandt sted 28. januar. Her blev to mænd på 26 og 31 år ramt.

    De var efterfølgende i kritisk tilstand, men overlevede ligesom teenageren.

    De syv mænd, der blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag, blev dog udelukkende sigtet for det første skyderi.

    Efter skudepisoderne i januar indførte politiet en visitationszone i Køge i 14 dage. Den er blevet forlænget ad to omgange.

    Senest onsdag, hvor Midt- og Vestsjællands Politi besluttede at forlænge visitationszonen indtil foreløbig 11. marts.

    I alt 11 personer blev anholdt under politiets aktion tidligt torsdag morgen, men fire blev senere på dagen løsladt.

    Nogle af de mistænkte blev anholdt i deres hjem eller andre opholdssteder, mens andre blev anholdt i forskellige arresthuse og fængsler.

    Her befandt de sig, fordi de i forvejen er frihedsberøvet af andre årsager.

    /ritzau/