Rafael Nadal stryger i finalen i Acapulco

    15 år efter sin første triumf i ATP-turneringen i Acapulco kan Rafael Nadal snuppe titlen for tredje gang.

    Nadal, der vandt den mexicanske tennisturnering i 2005 og 2013, avancerede lørdag morgen dansk tid til finalen.

    I semifinalen vandt topseedede Nadal overbevisende med 6-3, 6-2 over bulgarske Grigor Dimitrov på en time og tre kvarter.

    Den spanske verdenstoer har nu en statistik i Acapulco, der hedder 18 sejre og blot 2 nederlag.

    – Jeg er meget glad. Det var en fantastisk sejr over en af de bedste spillere i verden og en god ven.

    – Jeg synes, at jeg forbedrede mit niveau i løbet af kampen, så det er positivt for mig, siger Nadal ifølge AFP.

    Dimitrov, der er nummer 22 i verden, kunne ikke stille meget op imod Nadal, der især var stærk i både serv og forhånd.

    I finalen skal Nadal møde den useedede amerikaner Taylor Fritz, som vandt over landsmanden John Isner i semifinalen.

    22-årige Fritz, der er nummer 35 i verden, vandt 2-6, 7-5, 6-3 over 34-årige Isner, der er nummer 20 i verden og var femteseedet i turneringen.

    Det bliver første gang, at Nadal og Fritz mødes på ATP Touren.

    /ritzau/