Efter nye kursfald fredag har USA’s aktiemarked haft den værste uge siden den globale finanskrise i 2008.
Det toneangivende S&P 500-indeks er i løbet af ugen faldet med over 11 procent, mens Dow Jones-indekset har mistet over 12 procent i værdi.
Kun fem gange siden 1940 er S&P 500-indekset faldet med over ti procent på en enkelt uge.
Kurserne falder på grund af bekymring for, at coronavirusset, der spreder sig hurtigt, kan forårsage en økonomisk recession, som vil påvirke indtjeningen negativt i erhvervslivet.
Også i andre dele af verdenen har aktiemarkederne haft en blodrød uge.
Det britiske FTSE 100-indeks endte fredagen med et minus på 3,4 procent og har tabt 11,3 procent i løbet ugen. I Asien har der også været store indeksfald hen over ugen.
/ritzau/Reuters











