Aalborg sætter nordjyske is-rivaler på plads

    Det blev til en sikker hjemmesejr, da de to nordjyske ishockeyrivaler Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks fredag aften mødte hinanden.

    På egen is vandt aalborgenserne 4-0 over frederikshavnerne og viste, hvorfor de ligger på en komfortabel førsteplads inden det kommende slutspil, der starter i midten af marts.

    Efter en målløs første periode kom der for alvor gang i den i anden.

    Her gjorde Aalborg det til 3-0 på cirka otte minutter. Mikkel Højbjerg åbnede scoringen, hvorefter Pier-Olivier Morin og Sebastian Brinkman fulgte op.

    Små fire minutter inde i tredje periode blev det så 4-0 ved Thomas Spelling.

    Frederikshavn ligger på fjerdepladsen med tre kampe tilbage inden slutspillet, men bliver åndet i nakken af de forsvarende mestre fra Rungsted Seier Capital, der har et point færre efter en sejr fredag over Rødovre Mighty Bulls på 4-2.

    Rungsted har spillet en kamp færre end Frederikshavn.

    Herlev Eagles overhalede fredag Esbjerg Energy i tabellen. Her besejrede Herlev esbjergenserne 4-1, så holdet nu ligger rykker op på sjettepladsen med et point mere end Esbjerg på syvendepladsen.

    I fredagens sidste kamp vandt Herning Blue Fox 4-1 over bundproppen Odense Bulldogs.

    Otte ud af rækkens ni hold går i slutspillet, hvor nummer et møder nummer otte, nummer to møder nummer syv, nummer tre møder nummer seks, og nummer fire møder nummer fem.

    /ritzau/