Bankledelse frifindes i erstatningssag anlagt af staten

    Den tidligere ledelse af Løkken Sparekasse er ved Vestre Landsret frifundet i en sag om erstatningskrav på 275 millioner kroner anlagt af staten.

    Sagen handler om den nordjyske sparekasse, der krakkede for ti år siden.

    Det statslige selskab Finansiel Stabilitet rejste sagen mod bankens ledelse og revision, fordi man mente, at de havde handlet ansvarspådragende.

    I en advokatundersøgelse bestilt af Finansiel Stabilitet hed det blandt andet, at sammenbruddet i sparekassen skyldtes en høj risikoprofil og mangelfuld kreditstyring.

    Men Vestre Landsret mener ikke, at bevisbyrden mod banken er blevet løftet.

    – Finansiel Stabilitet havde ikke bevist, at ledelsen havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med tabene på en række konkrete engagementer.

    – Finansiel Stabilitet havde heller ikke bevist, at revisionen havde handlet ansvarspådragende, lyder det i dommens begrundelse.

    Finansiel Stabilitet er dømt til at betale sagsomkostninger på i alt 34 millioner kroner.

    /ritzau/