Flere personer er kommet til skade i forbindelse med en trafikulykke onsdag aften nær Horsens.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi sent onsdag aften.
Politiet fortæller til TV2 Østjylland, at tre personer er tilskadekomne, heraf to alvorligt.
Der er formentligt tale om et harmonikasammenstød med fire involverede biler.
Der har onsdag aften været en bilinspektør på stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder.
– Vi har et bud på, hvordan ulykken er sket, men bilinspektøren skal have ro til at klarlægge årsagen præcist, sagde vagtchef hos politiet, Jørn Bystrup, omkring klokken 22 til TV2 Østjylland.
Østjyske Motorvej har i forbindelse med ulykken været spærret i nordgående retning syd for Horsens.
Omkring klokken 23.40 er motorvejen åbnet igen. Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.
Vejdirektoratet advarer dog fortsat om længere rejsetider frem til midnat.
/ritzau/











