I sidste uge blev det en kendsgerning, at træner Lars Walther stopper i Ribe-Esbjerg til sommer for at fortsætte trænergerningen i polsk håndbold, men nu vælger den vestjyske klub at skifte træner med det samme.
På sin hjemmeside oplyser Ribe-Esbjerg, at assistenttræner Kristian Kristensen forfremmes til cheftrænerstillingen på en treårig aftale, hvilket bestyrelsesformand Holger Refslund ser frem til.
– Vi har haft fornøjelsen af at lære Kristian at kende både som træner og som menneske i løbet af denne sæson, og vi har ikke andet end positivt at sige om Kristian og hans arbejde i den tid, han har været hos os.
– Aftalen med Kristian sikrer den fornødne kontinuitet til Ribe-Esbjerg HH, udtaler Holger Refslund.
Lars Walther skal være cheftræner for den polske klub Azoty Pulawy fra den kommende sæson.
Bestyrelsen og Lars Walther er i samarbejde kommet frem til, at det rigtige for alle parter er, at Walther får mulighed for at forberede sig bedst muligt til arbejdet i sin nye klub, og derfor stopper han øjeblikkeligt, lyder det fra Ribe-Esbjerg.
/ritzau/











