Et stort stykke kopal – også kaldet ungt rav – er blevet solgt for 135.000 kroner på auktion onsdag.
Det enorme stykke kopal var den sidste genstand på listen under onsdagens auktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen.
Ifølge auktionshuset er det et af de største stykker, der er fundet i verden.
Helt præcist vejer kopalen 38,450 kilo, og den måler 66 centimeter.
Kopalen var vurderet til 100.000 kroner, og det første bud, der blev lagt, var på 30.000. Herefter udviklede det sig til en budkrig.
Det enorme stykke kopal blev fundet kort før jul i december 2019, da tre fiskere var ude at fange jomfruhummere.
Fiskerne sejlede i Skagerak nord for Hirtshals, da de mærker, at der sidder noget fast i trawlet.
Auktionshuset Bruun Rasmussen har tidligere solgt stykker af kopal på 0,5-1 kilo. Men det er, så vidt de ved, første gang nogensinde, at man har haft et så stort stykke kopal på auktion.
De stykker kopal, der tidligere er blevet solgt, er gået for 3000 til 5000 kroner.
En kopal er en samling af harpiks og betegnes som forstadiet til rav. Det er altså ikke færdigudviklet rav endnu, og der ville i så fald skulle gå nogle millioner år mere.
/ritzau/











