Danmark smadrer verdensrekord ved VM i banecykling

    Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen er verdens hurtigste i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

    Onsdag smadrede de fire danskere verdensrekorden, da de kørte kvalifikation ved VM i banecykling i Berlin.

    Danskerne kørte over stregen i tiden 3 minutter og 46,579 sekunder. Det svarer til en gennemsnitshastighed på 63,6 kilometer i timen og er 1,433 sekunder hurtigere end Australiens nu tidligere verdensrekord.

    Hansen, Pedersen, Johansen og Madsen var alene på banen i eftermiddagens kvalifikation.

    Danskerne var klart hurtigst af alle på alle de første tre mellemtider, inden de altså blæste i mål i den bedste tid nogensinde. Og det var især på sidste kilometer, at danskerne for alvor havde fart nok på til at slå verdensrekorden.

    Præstationen gør, at danskerne også skal i aktion onsdag aften. Her kører de fire bedste nationer fra kvalifikationen to og to mod hinanden om de to pladser i torsdagens finale om guld.

    De to taberes tider måles op mod tiderne fra kvalifikationens nummer fem til ottes tider i første runde onsdag aften. De to bedste tider blandt disse seks nationer kører om bronze torsdag.

    Danmark går ikke overraskende videre med den bedste tid – som var 2,163 sekunder hurtigere end den næstbedste – og skal senere onsdag op imod Italien, der satte fjerdebedste tid i kvalifikationen.

    New Zealand og Frankrig skal kæmpe om den anden plads i finalen.

    Ganske overraskende klarede hverken Storbritannien eller Australien sig videre blandt de fire bedste, og dermed er de to nationer ude af kampen om VM-guldet.

    De fire danskere imponerede ved at feje alle europæiske cykelrivaler af banen ved EM i oktober, smadre den danske rekord og snuppe suverænt guld, men verdensrekorden undslap dem med syv tiendedele af et sekund.

    Onsdag i Berlin måtte også verdensrekorden se sig erobret af den danske kvartet.

    /ritzau/