Anne-Marie Rindom mister VM-føringen i hårdt vejr

    Der er fortsat hårdt vejr i Melbourne, hvor verdens bedste kvinder inden for Laser Radial sejler om at kunne kalde sig verdensmester anno 2020.

    Anne-Marie Rindom, den forsvarende verdensmester, førte inden onsdagens sejladser, hvor den hollandske OL-guldvinder Marit Bouwmeester dog var helt suveræn og overtog føringen.

    Rindom indtager tredjepladsen, men hun ligger lige i kølvandet på belgiske Emma Plasschaert.

    Kvinderne fik masser af tid på vandet onsdag, hvor der blev gennemført tre sejladser, efter at det dårlige vejr i Melbourne havde betydet flere aflyste sejladser de første dage.

    Rindom lagde godt ud med en andenplads i første sejlads, men derfra gik det ned ad bakke for danskeren, der blev nummer 18 og 10 i de følgende sejladser.

    Samtidig vandt Bouwmeester samtlige tre kvalifikationssejladser og har lagt sig i spidsen med pæn afstand til forfølgerne.

    Der resterer to dages sejladser ved VM i Melbourne. Der er tale om finalesejladserne, hvor feltets dårligste halvdel er sorteret fra på vandet.

    Anne-Marie Rindom har vundet VM-guld i både 2015 og 2019, mens hun i 2016 og 2018 tog bronze.

    Førende Marit Bouwmeester har vundet sølv ved de to seneste verdensmesterskaber.

    /ritzau/