Norsk skiskytte tager suverænt VM-guld og sætter rekord

    Johannes Thingnes Bø satte søndag en ny tyk streg under, at han er Norges og en af verdens for tiden største stjerner inden for skiskydning.

    Den 26-årige nordmand var suveræn i disciplinen fællesstart ved VM i skiskydning i Antholz-Anterselva i Italien.

    Disciplinen indeholder fire skydninger – to liggende og to stående – og her var Johannes Thingnes Bø overlegen og missede ikke et eneste af de 20 skud.

    Samtidig var han hurtigst i sporet, og guldmedaljen kom aldrig i fare.

    Medaljen er Johannes Thingnes Bøs sjette ved dette VM, og dermed er han den mest vindende mandlige skiskytte ved et VM nogensinde.

    Bø vandt foran de to franskmænd, Quentin Fillon Maillet, der kom i mål 42 sekunder efter, og Emilien Jacquelin, der tog bronzemedaljen lige for næsen af Tarjei Bø, Johannes Bøs storebror.

    De franske skiskytter lagde sig ellers i front fra start, men efter første skydning tog nordmændene over.

    Fejlfri skydninger fra Johannes Thingnes Bø, Tarjei Bø, og Johannes Dale bragte de tre nordmænd i front.

    Også på anden skydning satte de tre nordmænd alle skud inden for skiven, men blev hårdt presset bagfra af Fillon Maillet og Jacquelin.

    Franskmændene gled forbi efter tredje skydning, hvor både Dale og Tarjei Bø missede.

    Søndagens fællesstart var uden VM-guldvinderen på sprintdistancen, Alexander Loginov.

    Russeren valgte at droppe fællesstarten ved VM i italienske Antholz af “psykologiske” hensyn ifølge Det Russiske Skiskydningsforbund.

    Afbuddet kom, dagen efter at Loginov sammen med en anden russisk skiskytte, Evgeniy Garanichev, var mål for en politirazzia på baggrund af en dopingmistanke.

    Politiet beslaglagde blandt andet Loginovs mobiltelefon og computer.

    Loginov har tidligere været udelukket i to år for at have benyttet epo.

    Da VM begyndte i sidste uge, åbnede han mesterskabet med at vinde VM-guld på sprintdistancen. Han fulgte guldet op med en bronzemedalje i jagtstarten.

    /ritzau/