Kristjan Andresson er ikke længere cheftræner for Rhein-Neckar Löwen i den bedste tyske håndboldliga.
Storklubben skriver lørdag på sin hjemmeside, at den har stoppet samarbejdet med islændingen med øjeblikkelig virkning.
Klubbens administrerende direktør, Jennifer Kettemann, siger, at fyringen skyldes den dårlige periode, som holdet har været inde i.
– Vi er kede af at måtte tage dette skridt, men vi finder det nødvendigt at give vores hold en ny drivkraft resten af denne sæson, siger hun til hjemmesiden.
Rhein-Neckar Löwen ligger i øjeblikket nummer seks i Bundesligaen med 30 point for 23 kampe. Holdet har blot vundet en enkelt af de seneste fem kampe i ligaen.
Den 38-årige islænding overtog sidste sommer jobbet fra den danske landstræner Nikolaj Jacobsen, der to gange vandt det tyske mesterskab med klubben i 2016 og 2017.
Andresson havde en treårig kontrakt med Rhein Neckar Löwen.
Han har siden 2016 været landstræner for det svenske herrelandshold, som han har kontrakt med til 2020.
Rhein-Neckar Löwen spiller søndag EHF Cup-kamp på udebane mod spanske Cuenca. Her vil assistenttræner Oliver Roggisch overtage ansvaret for holdet.
/ritzau/











