Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite jubler over skiftet til FC Barcelona. Men han er også en anelse overrasket.
Braithwaite bliver torsdag aften præsenteret på et pressemøde i den spanske storklub, og han lægger ikke skjul på sin begejstring over skiftet fra bund til top i Spanien.
– Jeg er virkelig glad for at være her. Som en fodboldspiller er det noget af det største at komme til den bedste klub i verden. Det er meget specielt for mig og min familie. Jeg har arbejdet hårdt for det her i lang tid. Jeg er virkelig spændt på at komme i gang og er klar, siger danskeren.
– Jeg har forestillet mig det her i lang tid. Det har altid været min ambition at spille på dette niveau. Hvis man tror på det, skal det nok komme til at ske. Jeg er glad og en smule overrasket, siger Braithwaite.
Torsdag offentliggjorde den spanske storklub, at Martin Braithwaite var blevet købt i den nedrykningstruede klub Leganés.
Transfervinduet i Spanien er egentlig lukket, men Barcelona har fået en dispensation til at hente en spiller, fordi offensivspilleren Ousmane Dembélé er langtidsskadet.
Men reglen giver foreløbig ikke Leganés lov til at erstatte Braithwaite, fordi transfervinduet er lukket. Ifølge Leganés’ direktør, Martín Ortega, har klubben kontaktet Det Spanske Fodboldforbund i håbet om at få en dispensation.
28-årige Braithwaite har fået kontrakt frem til sommeren 2024. Han skal spille med nummer 19 på ryggen.
/ritzau/











