Knæoperation koster Federers deltagelse i French Open

    Tennisstjernen Roger Federer må holde en lang pause og kommer ikke med i grand slam-turneringen French Open senere på foråret.

    Det skriver den 38-årige schweizer på Twitter, hvor han forklarer, at han har haft problemer med sit højre knæ i et stykke tid.

    – Jeg håbede, at det ville gå væk, men efter en undersøgelse og diskussioner med mit team, valgte jeg at få en kikkertoperation i Schweiz i går (onsdag, red.), skriver Roger Federer.

    – Efter operationen bekræftede lægerne, at jeg havde gjort det rigtige, og de forventer, at jeg kommer mig helt efter indgrebet.

    – Desværre betyder det, at jeg går glip af (turneringer i) Dubai, Indian Wells, Bogota, Miami og French Open, skriver han i opslaget, som han afslutter med “vi ses på græs”, med henvisning til sommerens turneringer på græsunderlag – blandt andet Wimbledon.

    Federers seneste turneringskamp var semifinalen i Australian Open, hvor han blev slået af den senere vinder, Novak Djokovic.

    Han har i sin lange karriere vundet ikke mindre end 20 grand slam-turneringer, heriblandt French Open i 2009. Han er lige nu nummer tre på verdensranglisten i herresingle.

    /ritzau/