En 72-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg sent onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om drabsforsøg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Manden blev anholdt tidligere på dagen, efter at en 63-årig kvinde natten til onsdag blev udsat for grov vold i Sønder Ho på Fanø.
I første omgang blev den 72-årige mand fra Frederiksberg i København sigtet for grov vold. Men siden valgte politiet at ændre sigtelsen til drabsforsøg.
Det har ikke været muligt at få oplyst de nærmere omstændigheder i sagen, men kvinden var så ilde tilredt, at hun blev fløjet til behandling på Odense Universitetshospital.
Heller ikke motivet til volden eller de to personers relationer til hinanden har det været muligt at få oplyst.
I grundlovsforhøret nægtede manden sig skyldig, men han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling landsretten.
/ritzau/











