Libyens regering afbryder fredsforhandlinger efter angreb

    Libyens internationalt anerkendte regering afbryder de igangværende fredsforhandlinger i Geneve.

    Det oplyser regeringen sent tirsdag aften dansk tid.

    Fredsforhandlingerne har til formål at etablere en vedvarende våbenhvile mellem de stridende parter i det krigshærgede Libyen.

    Afbrydelsen kommer som reaktion på en byge af raketangreb mod en havn i Libyens hovedstad, Tripoli.

    FN har ledet fredsforhandlingerne i Geneve mellem repræsentanter for den FN-støttede regering og oprørsstyrken Libyens Nationale Hær (LNA), der ledes af Khalifa Haftar.

    Parterne har i årevis kæmpet om kontrollen over Tripoli. Konflikten har medført, at flere end 150.000 mennesker er drevet på flugt.

    Fredsforhandlingerne blev igangsat på et internationalt fredsmøde i Tyskland for en måned siden. Her blev der indført en våbenembargo.

    Men det har ikke medført en opbremsning af konflikten.

    Tirsdag rettede LNA angreb mod havnen i Tripoli. Tre civile mistede livet, mens fem blev såret i angrebet.

    Først lød meldingen fra oprørsstyrken, at den havde angrebet et tyrkisk fartøj, der transporterede våben. Senere lød meldingen, at det var et våbendepot, der var ramt.

    Som svar på angrebet afbryder den libyske regering nu fredsforhandlingerne.

    Det vil gælde, “indtil der er givet et hårdt modsvar til den angribende part, og vi vil svare bestemt på angrebet”, skriver regeringen i en meddelelse.

    – Forhandlinger betyder intet, hvis ikke en permanent våbenhvile garanterer, at de fordrevne kan vende hjem, og at sikkerheden opretholdes i hovedstaden og andre byer, lyder det videre.

    Situationen i Libyen har været ustabil, siden oprørsgrupper støttet af Nato i 2011 afsatte og dræbte diktator Muammar Gadaffi.

    For at opretholde FN’s våbenembargo, der blev vedtaget i sidste måned, er EU-landene tidligere på måneden nået til enighed om at genoptage en flådemission.

    Flådemissionen skal overvåge og håndhæve våbenembargoen.

    /ritzau/Reuters