Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer ikke, at der i denne uge lander en aftale om EU’s budget fra 2021 til og med 2027.
Det siger hun tirsdag eftermiddag før et møde i Europaudvalget i Folketinget.
– Først og fremmest tror jeg ikke på, at der er en aftale i løbet af denne uge. Dér tror jeg simpelthen, at vi er for langt fra hinanden.
– Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men jeg opfatter selv det her mere som et midtvejsmøde, siger hun.
EU’s stats- og regeringschefer mødes torsdag i Bruxelles for at drøfte EU-budgettet.
Danmark er gået sammen med Østrig, Sverige og Holland om at stå fast på, at man fortsat vil bidrage med 1,00 procent af bruttonationalindkomsten, bni, til budgettet.
Bni kan beskrives som et mål af et lands velstand.
Desuden ønsker Danmark en fortsat rabat på en milliard kroner om året.
Også stormagten Tyskland ønsker et stramt EU-budget, men har signaleret større kompromisvilje på det seneste. Landet overtager til sommer det roterende formandskab.
– Vi står i mine øjne et ret godt sted, fordi vi står i det her tætte samarbejde med tre andre europæiske lande, og i øvrigt også med nogle, synes jeg, ret gode meldinger fra Tysklands side.
– Men man skal ikke tage fejl af, at der er flere lande i EU, der gerne vil have et større budget, end der er lande, der ønsker et restriktivt budget, siger Mette Frederiksen.
EU-Kommissionen har spillet ud med, at EU-budgettet skal være 1,11 procent af bni.
Europa-Parlamentet er gået endnu længere ved at foreslå, at landene skal bidrage med 1,30 procent af bni.
I december sidste år foreslog det daværende finske EU-formandskab, at EU-budgettet skal være 1,07 procent af bni.
Det sidste forslag vil i givet fald betyde en stigning i bidraget på omkring fem milliarder kroner årligt for Danmark i forhold til den nuværende budgetperiode.
S-regeringen har et bredt flertal i Folketinget bag sig i forsøget på at holde EU-budgettet stramt.
– Hvis man vil Europa det godt, synes jeg faktisk, at man skal stå for en budgetrestriktiv linje i stedet for bare at bruge en masse flere penge.
– Og så bruge energien på at løse de problemer, der er i Europa, for eksempel med de ydre grænser, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/