Letland vil hindre dansk udlevering af kvinde i sidste øjeblik

    Bare et par døgn før en planlagt udlevering af den lettiske statsborger Kristine Misane fra Danmark til Sydafrika har Letland udstedt en arrestordre på kvinden.

    Det bekræfter Letlands øverste anklager tirsdag i en mail til Ritzau.

    Med dette skridt forsøger Letlands myndigheder i sidste øjeblik at hindre, at Danmark udleverer kvinden til en straffesag i Sydafrika.

    Kristine Misane har siddet i en celle i Vestre Fængsel i København siden 9. december 2018.

    Betjente anholdt hende under en mellemlanding i lufthavnen i Kastrup, fordi Sydafrika havde efterlyst hende.

    I Sydafrika er hun eftersøgt for foragt for retten og for at have fjernet sit dengang treårige barn fra landet på trods af en retskendelse om, at det ikke måtte ske. Barnets far er sydafrikansk statsborger. Også andre sigtelser indgår i sagen.

    I de mere end 14 måneder har hun forsøgt at hindre en udlevering, fordi hun frygter for opholdet i et sydafrikansk fængsel.

    Domstolene har imidlertid trods advokaters indsigelser godkendt Rigsadvokatens afgørelse om at udlevere den 46-årige mor.

    De har især talt om risikoen for nedværdigende behandling i strid med menneskerettighederne.

    I sidste uge besluttede Østre Landsret at forlænge fængslingen til 20. februar – altså på torsdag. Meningen er, at sydafrikanske betjente skal komme til Danmark og afhente hende inden da, fremgik det af retsmødet forleden.

    Allerede tidligt i forløbet – godt en måneds tid efter anholdelsen – fik Letland af Danmark mulighed for at overtage strafforfølgningen. Men Letlands øverste anklager afslog.

    Dette skyldes, at strafferammen i Letland for en såkaldt barnebortførelse ikke er tilstrækkelig høj. Et ja tak til Danmarks tilbud ville være ulovligt og var således ikke muligt, har Letlands øverste anklager tidligere fastslået i en længere redegørelse.

    Men nu er der altså alligevel udstedt en arrestordre.

    /ritzau/