Handicappet politiker: Jeg blev overfuset for at bruge elevator

    Medlem af Folketinget Kristian Hegaard (R), der er kørestolsbruger, fortæller, at han tirsdag formiddag er blevet “overfuset” af en ansat i et andet parti for at optage elevatorerne på Christiansborg.

    Det skriver han på det sociale medie Twitter og fortæller om episoden:

    – En person kom målrettet ind på mit kontor her til formiddag og sagde, at jeg spildte meget af vedkommendes tid, ved at bruge elevatoren. Og at jeg skulle vide, at han ikke synes, det var i orden.

    – Og at det var en holdning, flere andre delte, siger Kristian Hegaard.

    Der er blevet lagt et større arbejde i netop at gøre Christiansborg – og ikke mindst Folketingssalen – handicapvenlig for at sikre, at folkestyret er tilgængeligt for alle.

    Han ønsker ikke at oplyse, hvem det var, der kritiserede ham for at bruge elevatorerne, men siger, at det var en ansat ved et andet parti.

    Derfor har det ikke været muligt for Ritzau at høre den anden side af sagen.

    – Jeg synes, at det er fuldstændigt uacceptabelt at give mig et møgfald. Og jeg blev meget rystet.

    – For jeg synes, at alle herinde normalt er ganske venlige og kan godt se, at de langsomme og ustabile elevatorer er meget irriterende for os alle sammen.

    – Vi er kommet langt, når det kommer til at gøre Christiansborg for alle. Men jeg føler, at vi tog et lille skridt tilbage i dag. Jeg håber selvfølgelig, at det kun er kortvarigt, siger politikeren.

    Den radikale politiker siger, at han har sendt sagen videre til Radikale Venstres sekretariatschef, der vil tage hånd om den herfra.

    Kristian Hegaard sidder i kørestol på grund af en sjælden knoglesygdom.

    I starten af november blev han den første kørestolsbruger, der talte fra Folketingets talerstol.

    – At komme herop er et lille rul for mig, men jeg håber, at det er et stort rul for, at endnu flere kan få de muligheder, jeg har fået.

    – At endnu flere kan opnå deres drømme og skabe håb, sagde han.

    Sarah Glerup (EL) var den første kørestolsbruger i Folketinget, da hun var stedfortræder i tre uger i 2016.

    /ritzau/