Mette F. aflyser tale i Fælledparken efter 1. maj-ballade

    Når det traditionsrige 1. maj-arrangement i Fælledparken i København bliver afholdt i år, bliver det uden en tale fra statsminister Mette Frederiksen (S).

    Socialdemokratiets formand siger, at hun ikke kommer til at holde tale i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag, fordi der de seneste år har været uroligheder.

    – Det er velkendt, at der i en del år desværre har været uroligheder i Fælledparken, siger hun.

    Ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken sidste år, cirka en måned inden Socialdemokratiet vandt regeringsmagten ved folketingsvalget 5. juni, måtte Mette Frederiksen holde pause i sin tale efter tilråb og slagsmål foran scenen.

    – Sidste år opstod slåskampe, som gik ud over børn på 14-15 år, der ellers bare var til stede, fordi de er politisk interesserede.

    – Jeg har derfor besluttet, at jeg for nærværende ikke ønsker at tale i Fælledparken 1. maj, siger Mette Frederiksen.

    Hun er ikke den eneste socialdemokratiske leder, der er blevet mødt af protester gennem årene ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken.

    I 2014 blev daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) tale mødt af aktivister med fløjter, og der opstod håndgemæng.

    Og tilbage i 1992 blev daværende S-formand Poul Nyrup Rasmussen blandt andet mødt af kast med tomater i Fælledparken.

    Politikere fra andre partier er gennem årene også blevet udsat for en hårdhændet behandling.

    Uagtet det til tider hårde klima for talerne holder Mette Frederiksen fast i, at 1. maj skal være en fejring.

    – 1. maj er en vigtig dag for os som parti og bevægelse, hvor vi kan mødes på tværs og have dialog om den fremtidige retning.

    – Det skal ballademagere ikke have lov at ødelægge for det store flertal, der kommer for at høre talerne og diskutere politik på en fredelig måde, siger hun.

    Tirsdag uddybede Mette Frederiksen beslutningen i forbindelse med hendes deltagelse i møder i Udenrigspolitisk Nævn og Europaudvalget. Her blev S-formanden blandt andet spurgt, om det så for tid og evighed er slut med de store taler i Fælledparken:

    – Der er aldrig noget, der behøver at vare i al evighed, men jeg har det sådan, at jeg synes ikke ballade og slåskampe hører til ved 1. maj. I hvert fald ikke, hvor jeg selv skal deltage, siger Mette Frederiksen.

    Hun fastslår, at hun vil være til stede og holde tale mange andre steder i landet 1. maj.

    Spørgsmål: Din forgænger Helle Thorning-Schmidt blev udsat for betydelig værre ballade, end du selv blev udsat for sidste år. Thorning blev alligevel ved. Burde du ikke vise mod og mandshjerte og fortsætte i Fælledparken?

    – For mig handler det ikke om, hvad der rammer mig. For jeg er blevet taget godt i mod til langt, langt de fleste 1. maj-arrangementer.

    – For mig er det noget mere principielt. Jeg synes, at Fælledparken i for mange år har haft det her ballade-element. Det ønsker jeg ikke at støtte, siger Mette Frederiksen.

    /ritzau/