Fodboldekspert: Barcelona-køb af Braithwaite er logisk

    Martin Braithwaite til FC Barcelona.

    Det er et vildt klubskifte, som i både spanske og danske medier meldes tæt på at ske.

    Morten Glinvad, fodboldkommentator på TV2, koblede allerede i lørdags Braithwaite sammen med et muligt skifte til Barcelona.

    – I denne situation, som er helt ekstrem, speciel og usædvanlig for Barcelona, er det egentlig logisk, at Braithwaite kunne komme i spil.

    – Jeg synes, at det var overraskende, at Braithwaite ikke blev nævnt, da der var så mange andre, der blev bragt i spil. Der var tale om de her middelgode La Liga-angribere, som ikke var alt for dyre, siger Glinvad.

    I Spanien er der en særlig regel, som tillader en klub at hente en erstatning, hvis en spiller bliver langtidsskadet, efter at transfervinduet er lukket.

    Spilleren skal kunne dokumenteres skadet for resten af sæsonen, og erstatningen skal være klubløs eller hentes fra en klub i de spanske ligaer. Spilleren må dog ikke deltage i Champions League.

    Barcelona fik Ousmane Dembélé skadet i starten af februar, og det gav Barcelona dispensation til at hente en erstatning.

    – Barcelona tog en beslutning om ikke at gå ud og sprænge banken for at købe en spiller til eksempelvis 70 millioner euro, men nærmere op til 20 millioner euro.

    – Det betød, at der blev tyndet ud i feltet, og her hørte Braithwaite lige så meget til som mange af de andre angribere, siger Glinvad.

    I spanske medier blev Getafe-angriberen Angel, Lucas Perez fra Alaves og Levantes Roger Marti blandt andre nævnt.

    Glinvad peger på, at Braithwaite har den fordel i modsætning til de andre navne, at han ville kunne placeres på kanten i Barcelonas 4-3-3-system.

    – Braithwaite har opbygget et godt navn i La Liga. Man skal ikke kun se på de mål, han har scoret.

    – Han har vist nogle spillemæssige kvaliteter for Leganes, som har gjort, at han er blevet et fint navn i spansk fodbold, siger Glinvad.

    Han vurderer, at Braithwaite kan blive fjerdevalget i Barcelona, som kun har tre angribere til rådighed i øjeblikket. Det er Lionel Messi, Antoine Griezmann og Ansu Fati.

    Det skyldes, at også Barcelona-angriberen Luis Suarez er ude med en skade. Så Braithwaite ville lige nu stå til at få gode muligheder for spilletid i Barcelona.

    – Det er både vanvittigt og logisk. De meget ekstraordinære omstændigheder gør, at det er logisk nok, men selvfølgelig er det et skifte, man ikke havde set komme.

    – Da januarvinduet var åbent, blev der nævnt 20-30 navne, og der var Braithwaite ikke et af dem. Der kunne Barcelona kigge rundt på store navne i hele verden. Det kan de ikke nu, forklarer Glinvad.

    Fodboldkommentatoren vurderer ikke, at det er usandsynligt, at Braithwaite kan komme i spil allerede til Barcelonas kamp hjemme mod Eibar på lørdag.

    /ritzau/