– Da jeg gik ud over Langebro. En tidlig mandag morgen.
Sådan begynder en af Kim Larsens kendte sange “Langebro”.
Fremover bliver gåturen over Langebro en mere udfordrende og formentlig mere larmende fornøjelse.
For Langebro – en af de mest trafiktunge broer i København – har behov for akutte reparationer.
Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Et eftersyn viser, at der er behov for akutte reparationer til samlet 36,3 millioner kroner.
Det er primært slid og nedsivende vand, som har voldt broen problemer, skriver kommunen.
Reparationer bliver en stor udgift for kommunens budgetter i de kommende år, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i pressemeddelelsen.
– Langebros store behov for reparationer kommer til at tynge Københavns budgetter i de kommende år, og med regeringens anlægsloft kommer renoveringen også til at sætte en stopper for, at vi kan gå videre med en masse andre anlægsprojekter den kommende tid, siger hun i en pressemeddelelse.
– Regeringen bør for alvor overveje, om vedligehold og renovering af infrastruktur som veje og broer med mere ikke bør fritages for at æde af vores anlægsmåltal.
– Det vil kun gøre genopretningen dyrere i det lange løb, når vi må vente med at renovere vores veje og broer, fordi vi er bundet til at udføre andre anlægsprojekter i takt med byens udvikling, siger Ninna Hedeager Olsen.
Alle reparationerne forventes at strække sig over ti år. Samlet vil det koste 307 millioner kroner. Alternativt estimeres det at koste 1,3 milliarder kroner at bygge en ny bro.
Broen vil være åben for trafik, mens reparationerne finder sted.
/ritzau/