Læger: Assange bliver udsat for tortur i britisk fængsel

    Den 48-årige, australske WikiLeaks-stifter, Julian Assange, bliver udsat for tortur i det britiske fængsel, hvor han sidder.

    Det fremgår af et åbent brev i det videnskabelige tidsskrift The Lancet, som mere end 100 læger har skrevet under på.

    – Vi fordømmer tortur af Assagne. Vi fordømmer benægtelse af hans menneskeret til sundhedsydelser, skriver lægerne.

    – Siden læger første gang begyndte at vurdere Assange på Ecuadors ambassade, er lægernes udtalelser og henstillinger konsekvent blevet ignoreret, lyder det videre.

    Retten i Westminister i London har flere gange været tvunget til at udsætte Assanges indledende bemærkninger på grund af sygdom.

    Nils Melzer, der er torturekspert i FN, har gentagne gange advaret om, at Assange er begyndt at udvise tegn på psykologisk tortur.

    Assange er fængslet i udkanten af London og afventer forhandlinger i næste uge med USA, hvor han kan udleveres for at afsløre amerikanske forsvarshemmeligheder.

    Assange er i de amerikanske myndighedernes søgelys som følge af en lang række fortrolige dokumenter og video, der er offentliggjort på portalen WikiLeaks.

    I 2010 offentliggjorde WikiLeaks blandt andet en video fra Irak-krigen, der viser irakiske civile og journalister blive beskudt fra en helikopter. Videoen var fra juli 2007 og skabte stor debat internationalt.

    Senere offentliggjorde WikiLeaks omkring 90.000 hemmelige amerikanske dokumenter – primært fra krigen i Afghanistan. Disse dokumenter stammede fra soldaten Chelsea Manning, som dengang hed Bradley Manning.

    Assange er i USA tiltalt for sammensværgelse ved at hjælpe Manning med på ulovlig vis at få adgang til fortrolige dokumenter fra regeringscomputere.

    Assange blev 11. april anholdt på Ecuadors ambassade af britisk politi. På det tidspunkt havde han opholdt sig på ambassaden i næsten syv år.

    /ritzau/AFP