20 kvinder og børn trampet ihjel i Niger i håb om mad

    15 kvinder og fem børn er blevet trampet ihjel i Niger, efter at der opstod panik i et center, hvor mad og penge blev uddelt.

    Det oplyser guvernør Issa Lemine på en lokal tv-station.

    Hændelsen skete i et ungdoms- og kulturcenter i byen Diffa, som er den største by i regionen med samme navn. Regionen huser mere end 250.000 flygtninge i konfliktramte Niger.

    Nødhjælpsarbejdere bekræfter dødstallet og siger, at mindst ti mennesker også er blevet såret i hændelsen.

    En medarbejder på centeret fortæller, at tusindvis af mennesker var mødt op, da der blev uddelt store mængder af mad, madolie og tøj såvel som penge.

    – Så snart de første mennesker modtog deres rationer, begyndte de øvrige fremmødte at blive ophidset, arrangørerne blev hurtigt overvældede, og så tog det om sig – kvinder og børn begyndte at skubbe til, siger medarbejderen og tilføjer:

    – De svageste mennesker faldt til jorden. Nogle blev såret og andre blev knust til døden.

    En lokal embedsmand har udtrykt forbløffelse over situationen, da fordelingen af rationer normalt kun er for folk, der er berettiget til uddelingen, hvor flere sender én repræsentant.

    Men denne gang besluttede flere flygtninge selv at møde op. Flere havde ifølge embedsmanden rejst mange kilometer for at nå frem.

    Desuden var lokale i Diffa også mødt op i håb om at gøre indhug i midler, der bliver givet i bistandshjælp.

    Diffa-regionen er gentagne gange blevet angrebet af den ekstremistiske islamistiske gruppe Boko Haram siden 2015.

    Området i den sydøstlige del af Niger har modtaget 119.000 flygtninge fra nabolandet Nigeria og 109.000 internt fordrevne, viser tal fra FN.

    /ritzau/AFP