Mand stak ild på kammerat og accepterer nu sin straf

    En 37-årig mand var i livsfare og havde forbrændinger på halvdelen af kroppen, da han i december 2018 blev bragt fra en ejendom i Torrig på Lolland til Rigshospitalet i København.

    Manden havde været offer for et brutalt overgreb, hvor hans kammerat, den i dag 41-årige Kenneth Durhuus, bandt hans hænder sammen med strips efter at have slået ham bevidstløs.

    Den forsvarsløse mand blev overhældt med brændbar væske, som blev antændt.

    Der faldt dom i sagen i slutningen af januar ved Retten i Nykøbing Falster. Straffen til Kenneth Durhuus lød på seks års fængsel. Men dermed var sagen ikke slut. Durhuus havde nemlig mulighed for at anke til landsretten.

    Retten i Nykøbing oplyser tirsdag til Ritzau, at sagen ikke er blevet anket. Og dermed er dommen endelig.

    Ud over det brutale brandoverfald på kammeraten blev Durhuus også dømt for at have truet sin fætter. Fætteren var vidne i sagen, da Durhuus over telefonen havde fortalt ham, at han satte ild til kammeraten.

    Trusler mod vidner straffes ekstra hårdt.

    Durhuus blev desuden dømt for at have været i besiddelse af tre kilo hampeplanter. Dem fandt politiet, da de i forbindelse med efterforskningen undersøgte ejendommen.

    /ritzau/