Mindst 20 mennesker dræbt i hotel-angreb i Burkina Faso


    Mindst 20 mennesker er døde i et angreb på et hotel i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, fredag aften. Det oplyser en hospitalsdirektør til nyhedsbureauet AFP.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det er uklart, om der er tale om hotelgæster, ansatte eller gerningsmænd.

    Bevæbnede mænd stormede sent fredag hotellet, der ligger i et forretningskvarter i hovedstaden Ouagadougou.

    De satte adskillige biler i brand og affyrede varselsskud for at holde folk væk. Da nationalgarden ankom, førte det til skudveksling mellem angrebsmændene og sikkerhedsfolkene.

    Gerningsmændene har ved angrebet taget et ukendt antal mennesker som gidsler på hotellet, der også rummer et kasino.

    Den militante gruppe al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (Aqim) har taget skylden for angrebet, skriver Site, der specialiserer sig i at overvåge militante grupper, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
    LÆS OGSÅ: Islamister tager gidsler på hotel i Burkina Faso

    /ritzau/