Syv unge mænd er fredag blevet anholdt for at planlægge et angreb mod asylansøgere på den græske ø Lesbos. Det oplyser græsk politi.
To andre er mistænkt i sagen. De er begge mindreårige.
De anholdte mænd, som er i alderen 17 til 24 år, blev pågrebet af politiet torsdag. De var i besiddelse af hjemmelavede køller. Det planlagte angreb skulle være rettet mod flygtningelejren Moria, som er Europas største.
Anholdelserne kommer i kølvandet på denne uges demonstrationer mod flygtningelejren. Tirsdag kunne græske demonstranter ses med skilte, hvorpå der stod “Lesbos er en græsk ø”.
Demonstrationerne kom som et modsvar til migranter, der tirsdag demonstrerede for hurtigere behandling af asylansøgninger.
Grækenland er et af de EU-lande, der håndterer flest migranter.
Der er indkvarteret over 40.000 migranter i og omkring modtagelsescentre på Lesbos og øerne Chios, Samos, Leros og Kos. Det er modtagelsescentre, der er opført til at tage imod 7500 flygtninge og migranter.
/ritzau/AFP/Reuters











