OVERBLIK: Direktør er fortid efter svigt i svømmeunion

    Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) holdt fredag pressemøde, hvor resultatet af en uvildig undersøgelse af forholdene i dansk svømning blev præsenteret.

    Kammeradvokaten, der er statens advokat, fremlagde rapportens hovedkonklusioner.

    Undersøgelsen bag rapporten blev sat i gang på baggrund af, at DR i foråret 2019 bragte en dokumentar, der afdækkede en række kritisable forhold for elitesvømmere under Dansk Svømmeunion i årene fra 2003 til 2013.

    Dokumentaren var genstand for stor mediebevågenhed og gav anledning til kritik af de involverede organisationer.

    Den uvildige undersøgelse konkluderer blandt andet, at der blev begået betydelige ledelsessvigt i Dansk Svømmeunion og Team Danmark.

    Her får du et overblik over sagen:

    * 2002:

    Dansk Svømmeunion indleder et samarbejde med Team Danmark, der til gengæld for økonomisk støtte kræver internationale topresultater.

    * 2003:

    1. marts begynder australieren Mark Regan som landstræner på Det Nationale Træningscenter (NTC) i Farum. Han ændrer træningskulturen på centeret.

    * 2004:

    Den femdobbelte OL-finalist Mette Jacobsen stopper på NTC.

    * 2005:

    Team Danmark vedtager nye retningslinjer, hvor det bliver beskrevet, at vejninger skal foregå frivilligt og i et aflukket lokale. 23 svømmere fortæller senere til DR, at de offentlige vejninger fortsætter efter 2005 og flere år frem.

    * 2006:

    Svømmeren Jeanette Ottesen stopper som 17-årig på NTC, fordi hun har udviklet en depression og en spiseforstyrrelse. To år senere vender hun tilbage og bliver Danmarks mest vindende svømmer gennem tiderne.

    * 2008:

    EM-finalisten Kathrine Jørgensen bliver efter et ophold på NTC med gentagne offentlige vejninger ramt af angst, depression og bulimi. 3. januar tager hun en overdosis smertestillende medicin og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.

    Mark Regan stopper som landstræner. Hollandske Paulus Wildeboer bliver ny landstræner.

    * 2011:

    I DR’s dokumentar fra 2019 oplyser kilder, at juniorlandstræner Michael Hinge indfører offentlige vejninger blandt de unge svømmere.

    Sidse Kehlet er en af dem, og hun udvikler bulimi, depression og pillemisbrug og stopper i 2014 karrieren som 18-årig. Hinge afviser anklagerne.

    * 2013:

    Paulus Wildeboer stopper som landstræner.

    * 2014:

    Michael Hinge stopper som juniorlandstræner. Paulus Wildeboer dør.

    * 2017:

    DR skriver om “fejlagtige træningsmetoder, psykisk terror, verbal degradering af svømmere, vægtkontrol og spiseforstyrrelser” på elitecentret under landstræner Mark Regan fra 2004 til 2008.

    * 2019:

    22. april sender DR dokumentaren “Svømmestjerner – Under overfladen”, der afslører træningsmetoderne på NTC fra 2003 til 2012. Her fortæller flere danske svømmeprofiler om kritisable forhold med offentlige vejninger og nedladende bemærkninger.

    6. maj meddeler Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, at de igangsætter en uvildig undersøgelse, efter at flere elitesvømmere har kritiseret metoderne.

    12. juni opsiger svømmetrænerne på NTC Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen deres stillinger på grund af uenigheder med forbundet. Det får elitesvømmerne til i en fælles besked at erklære deres mistillid til ledelsen i Dansk Svømmeunion.

    19. juni meddeler Team Danmark i en pressemeddelelse, at Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion, tager orlov fra sin bestyrelsespost som næstformand i Team Danmark, mens den uvildige undersøgelse foregår.

    30. december skriver DR Sporten, at den tidligere elitechef i dansk svømning Lars Sørensen beskyldes for at være orienteret om kritisable forhold og udskamning af unge svømmere uden at gribe ind. Den tidligere svømmer Joachim Mortensen oplevede i 2011, at den daværende juniorlandstræner, Michael Hinge, udskammede ham og kaldte ham bøsse. Lars Sørensen blev ifølge DR Sporten orienteret om forholdene på juniorlandsholdet. Men elitechefen greb ikke ind over for juniorlandstræneren.

    * 2020:

    7. februar præsenteret Kammeradvokaten konklusionerne af rapporten, der blev iværksat af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) på baggrund af DR-dokumentaren. Rapporten konkluderer at der blev begået betydelige ledelsessvigt i Dansk Svømmeunion og Team Danmark.

    7. februar oplyser Dansk Svømmeunion, at man stopper samarbejdet med dens mangeårige direktør, Pia Holmen Christensen, efter sagen om de kritisable forhold for danske svømmere.

    7. februar fortæller Team Danmark, at man sammen med DIF har henvendt sig til Anti Doping Danmark for at få vurderet eventuelle brud på dopingreglerne. Det handler specifikt om den tidligere landstræner Paulus Wildeboers udlevering af medicin, der kunne medføre positive dopingprøver, til de danske svømmere.

    Kilder: DR, Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund, Dansk Svømmeunion.

    /ritzau/