Landbruget arbejder på bæredygtigt alternativ til sojaimport

    Dansk landbrug er i fuld gang med at udvikle alternativer til importeret soja fra Sydamerika.

    – Vi har et mål om at starte en produktion op i Danmark, der kan erstatte 30 procent af den soja, der importeres, siger områdedirektør Anders Martin Klöcker, Landbrug & Fødevarer.

    Danmark er storimportør af soja, herunder sojaskrå, der bruges som foder til 12,7 millioner danske svin.

    Erhvervet kritiseres for, at hovedparten af den danske sojaimport kommer fra områder i Sydamerika, hvor produktionen truer regnskoven.

    Men landbruget arbejder på at erstatte den proteinholdige soja med protein fra andre kilder, der dyrkes eller er naturligt forekommende herhjemme.

    – Vi har sat en række projekter i gang og kigger blandt andet på kløvergræs og dyrkning af hestebønner, men også søstjerner, muslinger, alger og sågar produktion af insekter til foder, siger Anders Martin Klöcker.

    Det sker dels ud fra en forretningsmæssig kalkule, dels ud fra et ønske om mere bæredygtigt produceret foder.

    Der er ifølge områdedirektøren skudt mere end 50 millioner kroner ind i ambitionerne om at udvikle bæredygtige alternativer til soja.

    Særligt forsøg med kløvergræs lover ifølge områdedirektøren godt.

    – Køer har længe spist græs, det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at man kan udvinde proteinsaft af kløvergræs og bruge det til at fodre de dyr, der normalt ikke kan leve af græs, for eksempel fjerkræ og grise.

    – Kinderægget er, at køerne fortsat kan spise græsset. Det er endda bedre for dem, når græsset er bioraffineret.

    – Og når man dyrker græsset, så får man også et bedre vandmiljø medmindre udvaskning af næringsstoffer og bedre biodiversitet i de områder, hvor det dyrkes, siger Anders Martin Klöcker.

    Det bioraffinerede kløvergræs er blevet testet som svinefoder. Erfaringerne er ifølge områdedirektøren, at svinene spiser det med velbehag og tager lige så meget på, som hvis var det soja, de spiste.

    Både universiteter og store grovvarevirksomheder som DLG er involveret i projekterne. Håbet er ifølge områdedirektøren at være klar med bud på bæredygtige proteinkilder i løbet af fire-fem år.

    /ritzau/